§§ 9 og 10 i lov nr. 204 af 28/02/2017 om ny regulering af husdyrbrug m.v. (overgangsregler)
§§ 3, 13, 14, 26, 33 og 103 i den tidligere gældende lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (LBK nr 442 af 13/05/2016)
Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3, nr. 14 (definition af dyreenheder)
Sådan gør du
Anlæg
Du skal som kommunal sagsbehandler vurdere, om godkendelsen kun skal omfatte anlæg på den ejendom, som ansøgningen vedrører, eller
om anlæg på andre ejendomme skal medtages.
Anlæg på andre ejendomme, skal indgå i godkendelsen, hvis de er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med anlæg på den ejendom, som ansøgningen vedrører.
Maksimal dyreproduktion
Hvis der er ansøgt om
yderligere planlagte udvidelser eller ændringer ud over det projekt, der primært søges om godkendelse til, skal du afklare, om ansøgningens oplysninger om de planlagte udvidelser eller ændringer er tilstrækkelige til, at du kan vurdere forholdene og fastsætte de nødvendige vilkår. Du skal også afklare, om udvidelserne eller ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont.
Udnyttelsesfrist
Ved godkendelse efter § 11 eller 12 skal du fastsætte en
frist for udnyttelse af godkendelsen. Fristen bør normalt ikke fastsættes til senere end 2 år fra meddelelsens dato.
Vil du vide mere?
Anlæg
Baggrund
En godkendelse efter husdyrbrugloven er knyttet til en bestemt ejendom. Derfor omfatter godkendelsen som udgangspunkt kun anlæg på denne ejendom.
Imidlertid indeholder husdyrgodkendelsesloven en sammenskrivning af VVM- og IPPC-direktivernes krav vedrørende vurdering og godkendelse af "anlæg". Direktivernes anlægsbegreber er forskellige fra husdyrgodkendelseslovens anlægsbegreb og kan efter omstændighederne omfatte anlæg på flere ejendomme. Husdyrgodkendelseslovens § 13 skal sikre, at en godkendelse efter husdyrbrugloven afspejler VVM- og IPPC-direktivernes anlægsbegreber og dermed opfylder direktivernes krav. Bestemmelsen skal forstås således, at i de tilfælde, hvor flere anlæg er så nært forbundne, at der ikke kan ske en adskilt produktion, skal ansøgningen omfatte de flere anlæg, og der skal ske en fælles vurdering og godkendelse heraf.
Husdyrgodkendelseslovens § 13 er en videreførelse af gældende praksis i forhold til VVM-direktivets og IPPC-direktivets anlægsbestemmelser. Ved gennemførelsen af IPPC-direktivet i 1999 udarbejdede Fødevareministeriet og Miljøministeriet et fællesnotat herom (ofte kaldet "1999-notatet" eller "anlægsnotatet").
1999-notatet og hidtidig praksis tager udgangspunkt i landbrugslovens "byggeklodssystem". Dette system indebærer, at en landbrugsbedrift kan bestå af flere landbrugsejendomme med hver sin selvstændige produktion. I 1999-notatet fastslås det, at når landbrugslovens princip om ”byggeklodser” er fulgt i praksis, vil der som udgangspunkt være tale om selvstændige ejendomme, der ikke betragtes som et samlet anlæg i godkendelsesmæssig henseende. Det fremgår dog af notatet, at hvis en ejer eller flere ejere, der har etableret et fællesskab omkring driften, i stedet for byggeklodssystemet vælger at drive husdyrproduktion på to naboejendomme i tilknytning til hinanden som ét samlet teknisk anlæg på samme lokalitet, kan de to ejendommes husdyrproduktioner ikke betragtes som selvstændige og adskilte i godkendelsesmæssig sammenhæng.
Samlet godkendelse af anlæg på forskellige ejendomme
En godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven skal som udgangspunkt kun omfatte anlæg på den ejendom, som ansøgningen om etablering, udvidelse eller ændring vedrører.
Der kan dog være tilfælde, hvor to eller flere ejendomme tilsammen må betragtes som ét anlæg selv om staldene er placeret på hver sin ejendom. En forudsætning er dog, at de er ejet af den samme ejer eller hvad der må sidestilles hermed, eller at det mellem flere ejere er aftalt at etablere et fællesskab omkring driften af ejernes husdyrproduktioner.
Hvis en ejer eller flere ejere, der har etableret et fællesskab omkring driften, i stedet for byggeklodssystemet, jf. ovenfor, vælger at drive husdyrproduktion på to naboejendomme i tilknytning til hinanden som ét samlet teknisk anlæg på samme lokalitet, kan de to ejendommes husdyrproduktioner ikke betragtes som selvstændige og adskilte i godkendelsesmæssig sammenhæng. Vurderingen er, at der er tale om adskilte anlæg, med mindre det efter en konkret vurdering reelt ikke er muligt at bedømme og regulere ejendommene adskilt i godkendelsesmæssig sammenhæng.
Det følger derfor af husdyrgodkendelseslovens § 13, at hvis en ejendoms anlæg er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med en anden ejendoms anlæg, skal anlæggene godkendes samlet.
Ved vurderingen af, om der foreligger en teknisk og forureningsmæssig forbindelse, må der tages udgangspunkt i, at vurderingen skal bruges til at afgrænse, hvornår der er grundlag for at foretage en samlet miljømæssig vurdering af en given husdyrproduktion på grund af dens potientielle forureningsmæssige betydning.
Hovedreglen er, at der er tale om adskilte anlæg, med mindre det efter en konkret vurdering reelt set ikke er muligt at bedømme og regulere ejendommene adskilt i godkendelsesmæssig sammenhæng (teknisk og forureningsmæssigt forbundne ejendomme).
Ved afgørelsen af, om anlæg på forskellige ejendomme er teknisk og forureningsmæssigt forbundet, lægges der i praksis vægt på nedenstående kriterier.
Afstanden mellem anlæggeneAfstand er et vigtigt kriterium. Afstanden mellem anlæg på to forskellige ejendomme er navnlig relevant ved vurderingen af, om det er muligt at foretage en særskilt bedømmelse miljøpåvirkningen fra hver husdyrproduktion for sig.
Fælles bygninger, installationer etc.Tilstedeværelsen af fællesanlæg, f.eks. fælles malkestald eller foderanlæg, kan være et indicium for, at ejendommenes bygninger har en sådan teknisk sammenhæng, at de må betragtes som ét anlæg.
Øvrige forholdEn ejendom kan udgøre en selvstændig enhed, uanset at der ikke er f.eks. en gyllebeholder på ejendommen, men opbevaringskapacitet på en anden ejendom. Rørforbindelser mellem to forskellige bygningskomplekser gør ikke i sig selv de to bygningskomplekser til ét teknisk anlæg, jf. husdyrgodkendelseslovens § 13. Regelmæssig flytning af varer mellem ejendomme på samme bedrift – f.eks. af smågrise – gør heller ikke to staldanlæg til ét teknisk anlæg.
Fælles udbringningsarealer, gødningsregnskab, markdriftsplanlægning, redskaber, foderindkøb og personale udgør stordriftsfordele, som skaber økonomisk afhængighed mellem ejendommene, og som vil indgå i vurderingen af om der er tale om ét eller to anlæg. Men ingen af de nævnte forhold medfører i sig selv, at der er tale om ét teknisk anlæg.
Den omstændighed, at et dyrehold tidligere har været opgivet samlet for to ejendomme, og at ejendommene drives under det samme CVR-nummer, er i relation til anlægget heller ikke afgørende for, om der foreligger en samlet enhed. CVR-nummeret er derimod afgørende i forhold til Arealerne.
Staldbygninger, som ligger adskilt, men på samme ejendom
I
Miljøklagenævnets afgørelse af 15. september 2009 (j.nr. MKN-130-00229) fandt nævnet, at to sæt af staldbygninger, der var placeret på samme ejendon, men med en afstand af 1,8 km, ikke kunne betragtes som ét samlet anlæg. De generelle krav om reducering af ammoniakemissionen kunne således ikke beregnes samlet for de to anlæg.
Miljøstyrelsen tolker imidlertid reglerne om godkendelsens omfang således, at en miljøgodkendelse af et sæt af staldbygninger under alle omstændigheder også skal omfatte eventuelle andre sæt af staldbygninger på samme ejendom, uanset afstanden mellem disse staldbygninger og uanset om de er teknisk og forureningsmæssigt forbundet. Dermed vil begge sæt af staldbygninger også kunne indgå i opfyldelsen af det generelle ammoiakreduktionskrav, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3.
Links til yderligere materiale
Notater
Miljøministeriets og Fødevareministeriets notat af 12. april 1999 om begrebet anlæg/projekt.
Naturklagenævnet Orienterer (NKO) juni 2006 om anlægsbegrebetPraksis vedrørende husdyrgodkendelsesloven
Miljøklagenævnets afgørelse af 10. juli 2009 (j.nr. MKN-130-00060)Miljøklagenævnets afgørelse af 15. september 2009 (j.nr. MKN-130-00229)Praksis vedrørende de tidligere gældende regler
Miljøklagenævnets afgørelse af 28. juni 2004 (j.nr. 13/161-14)Miljøklagenævnets afgørelse af 1. marts 2005 (j.nr. 13/161-18)Naturklagenævnets afgørelse af 9. januar 2006 (j.nr. 03-33/600-0130)Naturklagenævnets afgørelse af 21. marts 2006 (j.nr. 03-33/600-0148)Miljøklagenævnets afgørelse af 16. maj 2008 (j.nr. MKN-100-00250)Miljøklagenævnets afgørelse af 22. april 2009 (j.nr. MKN-104-00052)Miljøklagenævnets afgørelse af 23. april 2009 (j.nr. MKN-104-00050)
Maksimal dyreproduktion
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 14, at en godkendelse kan omfatte yderligere planlagte udvidelser eller ændringer på betingelse af, at der i ansøgningen er tilstrækkelige oplysninger om de planlagte udvidelser eller ændringer til, at kommunalbestyrelsen kan vurdere forholdene og fastsætte de nødvendige vilkår, og udvidelserne eller ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont.
Husdyrgodkendelseslovens § 14 er en videreførelse af miljøbeskyttelseslovens § 36. Ved behandling af ansøgningen efter husdyrbrugloven skal der dog medtages spørgsmål om andre forhold, såsom landskabelige forhold. Det vil sige spørgsmål om lokalisering af bebyggelser i henhold til landzoneadministrationen.
Bestemmelsen afløste i miljøbeskyttelsesloven den tidligere hjemmel til at lave rammegodkendelser. Bestemmelsen skal dels præcisere, at man ikke kan få en »princip-godkendelse« el. lign. af en mere vagt defineret fremtidig ændring/udvidelse, dels angive, hvor udnyttelsesfristen kan fastsættes længere end normalt. Bestemmelsen skal således ses i sammenhæng med husdyrgodkendelseslovens § 33.
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 33, stk. 2, at hvis en godkendelse omfatter planlagte udvidelser eller ændringer, jf. lovens § 14, bør fristen til at udnytte denne del af godkendelsen ikke overstige 5 år fra godkendelsens meddelelse.
Udnyttelsesfrist
Efter husdyrgodkendelsesloven (§ 33) er hovedreglen, at en godkendelse efter § 11 eller 12 skal indeholde en frist for udnyttelse af denne, og at fristen normalt ikke bør fastsættes til senere end 2 år fra meddelelsens dato. Hvis godkendelsen ikke er udnyttet inden udløbet af den fastsatte frist, bortfalder godkendelsen.
Loven giver desuden mulighed for en længere tidsfrist, hvis godkendelsen omfatter planlagte udvidelser eller ændringer. I så fald siger loven, at fristen til at udnytte denne del af godkendelsen ikke bør overstige 5 år fra godkendelsens meddelelse. Det vil sige, at det samlede projekt med den etapemæssige gennemførelse af etableringen, udvidelsen eller ændringen bør være gennemført inden for 5 år.
Den sidste sætning i lovens § 33, stk. 1: ”Tilladelsen eller godkendelsen anses for udnyttet ved iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder”, blev tilføjet med den ændring af husdyrgodkendelsesloven, som trådte i kraft den 15. marts 2011.
Tilføjelsen beskriver en retstilstand, som gælder uden at kommunen behøver at træffe afgørelse herom. Reglen får med andre ord umiddelbar virkning. Det vil i praksis sige, at det nye udnyttelsesbegreb får virkning for alle tilladelser og godkendelser meddelt efter husdyrgodkendelseslovens regler, uanset hvornår disse er meddelt, og dermed uanset, om de er meddelt før eller efter den ændring af loven, som trådte i kraft den 15. marts 2011.
Af bemærkningerne til ændringsloven fremgår følgende:
”Ændringsforslaget indebærer, at bestemmelsen bringes i overensstemmelse med den praksis, der gælder efter miljøbeskyttelsesloven. Her er det praksis, at det ikke er nødvendigt, at virksomheden eller ændringen er i drift eller taget i brug inden fristens udløb. Det anses for tilstrækkeligt, at der er iværksat bygge- og anlægsarbejder med henblik på at opføre virksomheden inden den frist, som er fastsat i afgørelsen. I den forbindelse vil det normalt være tilstrækkeligt, at der inden fristens udløb er indgået en retligt bindende aftale med relevante håndværkere eller entreprenører om udførelse af bygge- og anlægsarbejdet, herunder et tidspunkt for udførelsen. Det er tillige en forudsætning for overholdelse af fristen, at den udnyttelse, der er påbegyndt inden fristens udløb, fortsættes og færdiggøres i et rimeligt tempo og normalt skal være afsluttet inden for et år efter fristens udløb. Et påbegyndt byggeri kan således ikke afbrydes i en længere periode og derefter genoptages. I så fald vil godkendelsen blive anset for bortfaldet.”
Forarbejdernes bemærkning om, at en uudnyttet godkendelse vil blive anset for bortfaldet, sigter mod den situation, hvor de enkelte dele af en godkendelse eller tilladelse har en sådan indbyrdes sammenhæng, at der ikke meningsfyldt kan tales om delvis udnyttelse. Retsvirkningerne af, at der er sket bortfald af en godkendelse eller tilladelse er, at der skal ske retlig eller fysisk lovliggørelse af det byggeri, der allerede er etableret i henhold til godkendelsen eller tilladelsen.
Det kan efter Miljøstyrelsens vurdering ikke udelukkes, at der er situationer, hvor en delvis udnyttelse af en tilladelse eller godkendelse er mulig, og hvor den udnyttede del af godkendelsen eller tilladelsen således bevarer sin gyldighed.
Fremover kan en tilladelse eller godkendelse derfor anses for udnyttet, når bygge- og anlægsarbejderne er iværksat inden fristens udløb, og disse arbejder fortsættes i et rimeligt tempo.